Singlekvinde: få succes med netdating

http://singlecoach.dk/wp-content/uploads/2015/05/RKZSLFKTIW.jpg

På stort set alle datingportaler afgør din profil, hvem du kommer i kontakt med. Præsentationen af dig selv er altså ikke noget, du bør skøjte let hen over – især ikke når det handler om netdating. Her får du en række gode råd til at lave en profil, der virker.

Tusindvis af singlekvinder har i de seneste 10-15 år opdaget, at de ikke pludselig vågner op til sokker på gulvet, toiletbrættet oppe og en snorkboblende mand i sengen, medmindre de selv gør en aktiv indsats. I den forbindelse er netdating nærmest et Slaraffenland.

Men kampen er hård og der er langt mellem snapsene. Fortvivl ikke. Det kræver ikke en kandidatgrad i kommunikation at lave en god datingprofil – og med en fængende én af slagsen bliver du hende, mændene lægger mærke til i mængden.

Buttede_Lone og HelloKitty76
Profilnavnet betyder ikke alverden, når du først får vist din skønne personlighed frem for en mand. Men ved første øjekast kan den være afgørende for, om du fanger hans interesse.

Det kan være fristende at lave et personligt profilnavn, men spar på de beskrivende ord. Mændene på datingportalen kender dig ikke og kan nemt misforstå dine intentioner. De ved for eksempel ikke, om ”Skøre_Lotte” hentyder til dit altid glade og spontane sind – eller om du har svær Borderline og ADHD.

Hvis du alligevel vælger et beskrivende navn, så husk at tilføje den positive klang. ”Triste_engel”, ”Genertpige” og ”PrinsesseUllaAleneITårnet” dur altså ikke til netdating.

Et godt tip er, at du skriver tre navne ned. Ofte er gode profilnavne allerede taget, men med tre forslag har du flere forsøg, så du ikke ender med at miste modet og kalde dig selv ”Mig009999000”.

Profilbillede med manér
Et foto er en absolut nødvendighed. Mange finder online datingprofiler uden foto useriøse og vil springe let og elegant videre til den næste kandidat.

Du behøver ikke at ligne Helena Christensen for at blive bemærket – det vigtigste er, at du præsenterer dig pænt. Tag pænt tøj på, sæt håret og udstrål imødekommenhed og glæde, eller find et foto som siger noget om dit liv som for eksempel rejsesituationer eller festlige lejligheder.

Det er strengt forbudt at photoshoppe fotoet til ukendelighed, eller at lægge et billede op som blev taget for 15 år og 15 kilo siden. Falskhed er en direkte vej til dårlige dates og skuffede mænd.

Den rammende profiltekst
En god profiltekst er kort og præcis. Ingen orker at læse et højtideligt selvportræt på længde med Saxos Krønike. Et par hundrede omhyggeligt udvalgte ord (+/-) burde være nok til at vække en mands slumrende fascination, når det gælder netdating.

Fortæl eksempelvis en god historie fra dit liv, som giver læseren et billede af, hvem du er. Eller skriv nogle få linjer om, hvad han kan forvente, når han møder dig.
Grav også gerne lidt dybere end sædvanligt: et hav af profiltekster postulerer, at indehaveren elsker ”rejser”, ”hjemlig hygge”, ”madlavning” og ”vandring i naturen”. Det er alt sammen udmærket, men hvor vil du gerne rejse hen og hvorfor? Hvad er hjemlig hygge for dig? Laver du Michelin-værdig Foie Gras og løgsuppe hver aften eller elsker du at tilberede hotdogs i fællesskab på havegrillen? Går du i timevis med hunden på stranden dagligt, eller begrænser dine vandreture sig til én årlig picnic på Himmelbjerget?

Overvej også hvem du er, hvad du kan tilbyde og hvilken rolle manden skal spille i dit liv. Stil dig selv en masse hv-spørgsmål og notér svarene ned som en støtte i din profiltekst.

Husk: vær positiv. Charme, humor og flirt er altid tiltrækkende – også i en profiltekst.

Find ham – og bliv opdaget
Pæne kvinder på datingsiderne når som regel ikke at røre en finger, før deres indbakke er lige så propfyldt som Strøget den 23. december. Men din vidunderpartner befinder sig ikke nødvendigvis blandt de 213 breve, du har fået. Derfor kan du selv tage initiativet og skrive til ham med den spændende profil.

Hold brevet kort. Fortæl eventuelt lidt om, hvem du er, og hvad du søger.

Husk også at stille et par spørgsmål undervejs, så manden har noget at svare tilbage på (men ikke mere end 1-3 styk. Netdating er jo ikke et Gestapo-forhør).
På den måde giver du ham en invitation til at give respons på din henvendelse og viser interesse for ham.

Hvis din indbakke er gabende tom, har du flere muligheder for at øge chancen for at blive opdaget: brug eksempelvis chatten, hvor der er rig mulighed for at skabe kontakt og læg en lille, let hilsen, når du klikker forbi en spændende profil.

Datingbog for kvinder

LÆS MERE OM DATING ONLINE:
I “Singlekvindens Guide” får du et omfattende kapitel om netdating med mange flere gode råd, tips og eksempler på, hvordan du får succes med fyrene online. Bogen indeholder bl.a. en udførlig guide til at finde den rette datingportal for dig, lave en fængende datingprofil, spotte falske profiler, skabe kontakt online, falde i snak med mænd og føre virtuelle flirts videre til den virkelige verden.

 

Skriv et svar

SMS guide – Tips og råd!